Kapacitetsudvidelse i GirlTalk igennem digitalt værktøj

Beskrivelse af projektet: Statistikker viser, at flere og flere piger oplever mistrivsel. GirlTalks målgruppe er piger mellem 12 og 24 år, og for mange af dem er det første skridt ud af ensomhed og mistrivsel at række ud til GirlTalk. GirlTalk har hidtil brugt manuelle værktøjer til at støtte vores indsatser, men med GirlTalks vækst er det nødvendigt at professionalisere organisationens arbejdsgange for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel fra både pigerne og de frivillige, der hjælper dem. Den voksende efterspørgsel gør det nødvendigt at modernisere og effektivisere GirlTalks manuelle processer. Derfor har organisationen brug for et nyt it-system, som kan understøtte arbejdet og sikre, at GirlTalk kan udvide og skalere sine indsatser. Systemet vil også gøre det muligt at systematisere organisationens data og viden, så den kan videreformidles til fagfolk, forældre, politikere og andre interessenter.

Dette er afgørende for, at GirlTalk kan nå endnu flere piger og unge kvinder, som har behov for en indsats, der har fokus på dem og deres trivsel. Hanne Jensen & Martin Vestergaard Fondens bevilling går til at støtte dette nye it-system.

Bevilling: 100.000 kr.